Vi har ca. 12 vuggestue- og børnehavebørn, og om eftermiddagen kommer skolebørn fra 0. til 3. klasse i husets fritidsordning.

På den store naturgrund er der krogede frugttræer, bålsted og masser af gode gemmesteder.

I Skattekisten er der tid til nærvær og fordybelse og børnene kender de voksne og hinanden rigtigt godt. Det giver masser af tryghed og venskaber på tværs af alder og køn.

I Skattekisten er der altid tid til et kram mere.

Dagen i børnehaven og vuggestuen

6.45 åbner Skattekisten og de første børn bliver afleveret. Vi starter dagen stille og roligt med puslespil, morgenmusik eller en bog, indtil de sidste børn er kommet.

9.00 samles vi til frugt og nybagte boller, knækbrød eller lign.

9.30 gør vi klar til dagens aktivitet.
Vi er næsten altid ude! Hvis det er dårligt vejr, er vi i den store, hyggelige staklade på grunden.
Den er dejligt tør i regnvejr.

11.00 spiser vi frokost. Når vi har sat vores madkasser på plads, er det puttetid for de små og legetid for de store. Om eftermiddagen er der også tid til at lave praktiske ting, krea, dans og sang – eller en stille stund med en bog.

14.00 spiser vi eftermiddagsmad. Vuggestuebørnene oftest for sig og børnehavebørnene sammen med fritidsordnings-børnene, der er kommet fra skole. Når vi har spist, leger vi igen, indtil vi bliver hentet.

Ugen i børnehaven og vuggestuen

Mandag: Hjemme i Skattekisten, kreative projekter og leg.

Tirsdag: Vi besøger skolen og leger i salen.

Onsdag: Suppedag – hvis vejret er til det, laver vi suppen over bål.

Torsdag: De yngste går på tur på øen. De ældste leger hjemme og arbejder med førskole-materiale.

Fredag: Vi leger inde eller ude og laver bålhygge, når skolebørnene kommer ved middagstid.

Årets fester og begivenheder

Årets største begivenhed er kåringen af skolebørn med efterfølgende sommerfest.
Festen foregår i slutningen af juni på Skattekistens legeplads og alle husets børn med familier er inviteret.

Vi holder lygtefest i november og julehygge i december.

To gange om året har vi arbejdsdage. Forældre og børn møder talstærkt op og reparerer, maler og bygger inde og ude. Der er fælles frokost i løbet af dagen og altid masser af hygge.

Forældresamarbejde

Forældre bliver tilbudt en årlig trivselssamtale for hvert vuggestue- eller børnehavebarn.
Her fortæller vi om barnets udvikling og trivsel og vi lytter til, hvad du/I måtte have af spørgsmål.
Du kan dog altid bede om en samtale i løbet af året, hvis der er noget der bekymrer dig eller undrer dig. Du er også altid velkommen til at ringe eller skrive til os.

Emilie sender løbende mails ud til hele forældregruppen, når der er nyt at fortælle.
Vi holder desuden et til to forældremøder i løbet af året, hvor Emilie fortæller, hvordan det går i Skattekisten samt om eventuelle nye tiltag.